Billedtekst

Hundeliv på catwalk

Flade næser, lukkede næsebor, besværet vejrtrækning, motions-intolerance og overvægt er hverdag for mange af tidens mest populære kælehunde. Derfor sætter Den Danske Dyrlægeforening nu fokus på sund avl.

Af: Jane Kjølbye

Mode skaber også kæledyr, og lige nu siger trenden små kortnæsede hunde à la engelsk eller fransk bulldog og mops, der kan opleves i selskab med de kendteste kendte på de kulørte magasiners glitrede billeder. De dejligste, rolige og små hunde - pyntet med glimmer og sløjfer - hviler i skøn symbiose med ejerne i deres arme som deres allerkæreste og mest ”nuttede” eje.

- Det er fantastisk dejlige hunde, fortæller dyrlæge Hanne Knude Palshof. Morsomme og med et godt temperament. Dejlige familiehunde, men også en hundetype, der ligger under for kravet om et ganske særligt udseende, nemlig korte og fladtrykte næser, der er blevet mere og mere udpræget gennem de senere år i takt med populariseringen af denne hundetype, der også hyppigt optræder i reklamer og omtaler af kendte mennesker - med selvforstærkende inspiration til at flere og flere skal have netop denne hund.

Antropomorfe træk

Psykologer peger på, at hunde med korte snuder og flade næser har nærmest menneskelige (antropomorfe) træk à la små børn ligesom de kære og populære Disney-figurer, og det falder vi mennesker naturligvis for. De små hunde er lige så glade for at blive nusset og kælet om, som deres ejere er for at gøre det. Og hundenes størrelse gør, at de er nemme at bringe med overalt – på armen.

Udfordringer hos de kortsnudede

Den intensive avl på de kortnæsede hunde har fremelsket hunde med så korte snuder, at næsen nærmest er mast ind i hovedet på dyrene. Konsekvensen har været hunde med forsnævrede næsebor på grænsen til det lukkede, en for lang, blød gane og som følge heraf forekommer ofte udposning af luftposerne i struben samt i allerværste fald sammenklapning af luftrør og på længere sigt hjertelidelser.

Det betyder, at hundenes luftveje er så indsnævrede, at hundene får vejrtrækningsproblemer – nogle i så alvorlig grad, at tungen og gummerne bliver blå (cyanose) ved anstrengelse grundet alvorlig iltmangel. Hundene snorker, snøfter og hoster. De får synkebesvær og har så lidt energi, at de ikke orker at bevæge sig, hvorved de naturligvis som mennesker også ofte bliver overvægtige.

I takt med at hundenes ansigter bliver avlet mere og mere fladpressede, opstår også et væld af hudfolder på næseryggen, hvilket giver en øget risiko for hudfoldsbetændelse. Øjnene bliver mere og mere udstående og bliver et eldorado for øjeninfektioner.

- Men hunden er selvfølgelig nem og rolig, siger Hanne Knude Palshof. For den sover det meste af tiden , tuller lidt rundt og stiller ikke store krav til dens ejer.

Hos dyrlægen

Ved køb af kortsnudet hvalp:

  • Tjek forældrene, især moderen.
  • Tjek om den er blevet opereret.
  • Få en købekontrakt.
  • Vælg hvalp efter forældre med så lange snuder som muligt.
  • Vælg hvalp med så åbne næsebor som muligt.

Og husk, du kan altid bed dyrlægen om assistance!

- Det er så trist at tage imod den glade hundeejer med den søde lille nye hund, og skulle fortælle ejeren, at deres nyerhvervede ”kærlighed” har flere medfødte skavanker, der sandsynligvis vil kræve operationer, hvis hunden skal have det gode hundeliv, som den naturligvis fortjener.

De mulige operationer for at rette op på fejlene vil være at udvide næseborene og forkorte den lange gane, så hunden får mulighed for at trække vejret ordentligt og dermed kunne gøre de ting, som en hund kan lide - lege, gå og løbe tur og i det hele taget opleve det aktive hundeliv. Derved taber hunden sig naturligvis også, og den holder op med at sove og snorke på overtid.

Holdningsændring

Den Danske Dyrlægeforening var i september vært for verdenskongressen World Small Animal Veterinary Association og satte fokus på sund avl af kortsnudede hunde.

- Vi i Den Danske Dyrlægeforening ønsker at præge dyrenes sundhed frem for design og har nedsat et arbejdsudvalg, der skal fremme information om dyrevelfærd. For det er jo ikke normalt, at kortsnudede hundes snuder skal være så korte, understreger Hanne Knude Palshof.

Racer

Brachycephale racer =
fladnæsede hunderacer

Fx: Engelsk eller fransk bulldog, mops, pekingeser, lhasa apso, cavalier king charles spaniel, boxer osv

- Selvfølgelig skal avlerne ikke stoppe avlen, men den nuværende udvikling er gået for vidt. For 50-100 år siden så disse hunde da også ganske anderledes ud.

- Vi arbejder på at skabe en holdningsændring hos køberne, for det er naturligvis deres krav om sofistikerede hunde, der gør, at avlerne laver dem og har dem. Vi kan heller ikke se bort fra, at avlere i Østeuropa har skabt sig en indbringende niche og har nemt ved at afsætte de ultra-kortsnudede hunde også i Danmark. Og fortjenesten er stor, for en fransk bulldog kan nemt koste omkring 15.000 kroner.

Sund avl

- Modeluner passerer som bekendt, men vi bejler kraftigt til Fødevareministeren, som dyrevelfærd hører under i Danmark, og også til avlsorganisationer og dyreværnsorganisationer om at støtte vores sag, så almindelige mennesker bliver opmærksomme på, hvordan sunde hunde ser ud. For os er den pædagogiske vej – information om sund avl og ikke forbud - løsningen, understreger dyrlæge Hanne Knude Palshof.

Den Danske Dyrlægeforening
www.ddd.dk